07 januar 2008

Nye planker...

Det har været en RIGTIG god dag idag. Jeg har bestået en eksamen og fået vin som belønning (farvel og tak til ingen alkohol i januar...). Men bedst af alt - mine nye ski er kommet!! UPS har med vanlig præcision smidt et par nye, fede pudderplanker ind af døren. Det starter med at man får en to meter høj pakke....det giver vildt meget respekt nede i forsendelsen.



Så flår man æsken op og rykker rå mængder af bobleplast ud. Jeg er en stor tilhænger af bobleplast. Det er en evig kilde til morskab og man kan genere sine kolleger resten af dagen med små "pif paf puf" lyde i tide og utide.



....og til sidst har man så et par funklende nye K2 Apache Coomba freerideski stående klar op ad væggen. Så mangler jeg kun et par ordentlige bjerge og noget sne udenfor (i betragtning af at jeg sidder i Århus N lige nu er chancerne dog til at overse).



Så nu kan St.Anton og Freeride DM bare komme an ka' de...

1 kommentar:

Lene sagde ...

Det begyndte at sne i samme øjeblik du åbnede pakken. Store hvide flager julesne. En symbolsk hilsen fra den store sne-gud, der har lagt et par meter af den gode sne klar i St.Anton :)